GDA står for Guideline Daily Amount og kan oversættes til "vejledende dagligt indtag" på dansk.
GDA mærkningen viser indholdet af kalorier, sukker, fedt, mættet fedt og salt i en portion samt viser procent af et vejledende dagligt indtag.
GDA er fødevareindustriens egen mærkning af fødevarer og er et supplement til næringsdeklarationen per 100 g/ml. Mærkningen er blevet til som et frivilligt initiativ på europæisk plan. Den europæiske fødevareindustri er gået sammen og har fastsat reference værdier for vejledende dagligt indtag og portionsstørrelser for fødevarekategorier.
GDA skal ikke opfattes som en individuel kostvejledning, men som en vejledning til at hjælpe forbrugeren til at tage et bevidst valg i indkøbssituationen ved at tydeliggøre indhold af kalorier, fedt, sukker og salt. GDA mærkningen er et initiativ fra fødevareindustrien til forebyggelse af fedme og handler om at spise mindre - ikke mere.
Fødevarestyrelsen har udgivet en instruks med generelle retningslinjer for kontrollen med fødevarer, der er mærket med GDA. Følgende gør sig gældende:
- Der skal være anvendt en realistisk portionsstørrelse
- Det skal fremgå, hvor stor portionen er i gram/ml
- Det skal fremgå, hvor mange portioner pakken indeholder, hvis den indeholder flere portioner.
- Det skal fremgå, at den anvendte referenceperson er en voksen kvinde. Dette er særlig vigtigt, hvis der er tale om produkter, der markedsføres over for børn.
- Oplysningerne ovenfor skal stå på emballagen.
Fødevarebranchen | Børsen | 1217 København | Telefon +45 3374 6000 | foedevarer@danskerhverv.dk


