Som en del af fødevareforliget fra maj 2007 etableres der nu en uafhængig klageinstans på fødevareområdet. Dansk Erhverv hilser dette initiativ velkommen, og glæder sig over udsigten til, at det nu vil blive muligt at få behandlet klager over Fødevarestyrelsens regioners afgørelser af en uafhængig instans. Denne mulighed er blevet efterspurgt af erhvervslivet i mange år efterhånden.
Dansk Erhverv hilser etableringen af en uafhængig klageinstans velkommen. Der har været et klart behov for at kunne behandle klager over afgørelser, der er truffet af Fødevarestyrelsens regioner og hovedkontorer samt andre institutioner under Fødevareministeriet af en uafhængig enhed.
Uensartethed
Der har længe været store problemer med sagsbehandlingen i Fødevarestyrelsens regioner. Uensartethed fra landsdel til landsdel i regionernes afgørelser gør det svært for virksomhederne at vide, hvad de kan regne med. Den nye uafhængige klageinstans skal styrke Fødevarestyrelsens vejledningsindsats og sikre, at ens sager behandles ens. Dette udgør et helt fundamentalt princip indenfor forvaltningsretten, og Dansk Erhverv håber, at den nye klageinstans vil leve op til dette ansvar.
Uafhængighed
Træerne gror dog ikke ind i himlen. Den nye klageinstans nærmere indretning er ikke beskrevet i bekendtgørelsesudkastet, og dens arbejdsinstruks er indtil videre ikke offentligt tilgængelig. Dette er væsentlige mangler, og Dansk Erhverv vil følge udviklingen tæt og herunder arbejde for, at klageinstansens uafhængighed sikres. En større uafhængighed kan bl.a. opnås ved at lade erhvervsrepræsentanter være tilknyttet arbejdet.
Frister for klagebehandling
Dansk Erhverv er af den opfattelse, at der skal kunne klages over alle afgørelser, som det da også er beskrevet i lovforslaget og bekendtgørelsen. Derudover skal der fastsættes frister for klagebehandlingen, og virksomhederne skal kunne forvente svar hurtigt og helst indenfor 1-2 måneder.
Fødevarebranchen | Børsen | 1217 København | Telefon +45 3374 6000 | foedevarer@danskerhverv.dk


